Pierre Soulages’ førnævnte udsmykningsopgave til Musikhuset i Aarhus har sin baggrund i, at Danmark meget tidligt i Soulages’ kunstnerliv så prompte tog ham til sig. Det var af stor og uforglemmelig betydning for den unge maler.

Det startede med, at kunsthistorikeren Haavard Rostrups rejste til Paris i 1949 for at forberede en vigtig udstilling af tidens bedste franske kunst til det danske publikum. Rostrup så ved denne lejlighed tilfældigvis Soulages’ allerførste separatudstilling. Han tog forbi den flere gange – for til slut at blive overbevist om, at denne unge ukendte kunstner skulle med på den danske udstilling. Derved blev Soulages for første gang præsenteret for det danske publikum med en større ophængning på Rostrups skelsættende udstilling, Levende Farver, der blev vist på Charlottenborg i 1950. Udstillingen fik et væld af besøgende, ikke mindst yngre danske kunstnere, der hungrede efter at se det nyeste franske efter den manglende ajourføring under besættelsen. Næppe var udstillingen åbnet, før den unge danske maler Mogens Andersen hørte, at her var billeder af en ung franskmand, der havde noget tilfælles med hans egne. De to kunstnere skulle senere udvikle et langt venskab.

Året efter, i 1951, fandt Soulages’ anden separatudstilling sted, hos Børge Birch i København. Soulages og hans hustru Colette opholdt sig i denne forbindelse en måned i Danmark, hvor de bl.a. besøgte Bornholm. Det var deres første udlandsrejse efter krigen. Så godt som alle værker på udstillingen blev solgt til private. Den første samler nogensinde, der købte et værk af Soulages, var således en læge fra Århus10. Som led i tidens kunstdebat, roste Pola Gauguin i Ekstrabladet udstillingen for at vise, ”at nonfigurativt maleri ikke blot er en formålsløs leg med form og farve, men rummer mange sporer til kunstens udvikling. Det er dog en afgørende betingelse, at den ikke kører sig fast i en smuk dekorativ form, men stræber efter at naa frem til en rytmisk spænding, der kan give udtryk for et indre liv.” 11

I 1963 var det igen Haavard Rostrup, der stod for ophængning og en katalogartikel, da Foreningen Fransk Kunst arrangerede en stor og væsentlig retrospektiv Soulages udstilling med omkring 100 værker – længe før noget tilsvarende fandt sted i Frankrig. Udstillingen blev afholdt i malerisalene på Ny Carlsberg Glyptotek og viste primært mørke skrabede kompositioner af stor styrke og tyngde. Politiken skrev: ”Hvad denne franskmand præsterer, er renlivet malerkunst. Her tjener stof, form og farve kun ønsket om at give udtryk for oplevelser af rent visuel karakter – men det betyder jo ikke, at hans maleri bliver til en steril abstraktion. Takket være kontrasten mellem lyst og mørkt, stort og småt, tungt og let, råder han over virkemidler, som i høj grad kan påvirke vort sind. Men han tvinger os til at gå den omvej, som bliver nødvendiggjort af maleriets sprog.”12 Verden er lille – Ordrupgaards grundlægger Vilhelm Hansen var i sin tid en hovedfigur ved oprettelsen af Foreningen Fransk Kunst, og Haavard Rostrup blev siden museumsdirektør for Ordrupgaard. Rostrup bevarede livet igennem venskabet med Pierre og Colette Soulages.

Ti år senere fulgte en ny dansk Soulages udstilling op på 1963, udstillingen ved at vise 24 hovedværker fra 1969-72. Det var Lars Rostrup Bøyesen, der præsenterede international kunst i Centralsalen i Aalborgs nye Nordjyllands Kunstmuseum, otte måneder efter museets indvielse. Udstillingen i 1973 var domineret af værker i to farver – sort-blå, sort-okker eller sort-hvid. Her var vældige horisontale lærreder med eksempelvis vibrerende blå forløb og store sorte enkelt svungne tegn på lyst lærred. Monumental styrke – eller en ny afklaret enkelhed og tilsyneladende lethed. En anmelder sagde rammende: ”Tilsyneladende er hans billeder lette at gå til i kraft af deres enkle dekorative virkning, men også kun tilsyneladende. I realiteten har de et slags indbygget to-trins-raketsystem, hvor det andet trin åbenbarer den indre spænding og nerve, der gør dem til bevægende kunst.”13

Berlingske Tidende mente, at Soulages ”næppe, nogetsteds, [havde] haft så vellykket en ophængning.” Aalborg havde nu fået ”verdens formentlig p.t. bedste museum for bildende kunst”, hvorimod man i København ”i snart halve århundreder” havde ”efterlyst bedre udstillings og museumsforhold” – og den roste Soulages udstilling måtte efterfølgende vises for hovedstadens publikum på Gentofte Rådhus.14

I 1979 udstillede Soulages igen hos Børge Birch, hvorfra Rostrup Bøyesen erhvervede det ene af kunstnerens tre bronzerelieffer til Nordjyllands Kunstmuseum. I betragtning af, hvor mange værker af Soulages, der findes i dansk privateje, er det påfaldende lidt, der er trængt ind i landets offentlige samlinger. Udover bronzerelieffet er der et oliemaleri og en gouache på Statens Museum for Kunst samt et enkelt litografi i Kobberstiksamlingen.

Til gengæld fik Danmark i 1982 Soulages’ rumudsmykning til foyeren i Musikhuset i Aarhus, af arkitekten Johan Richter, hvilket oprindeligt var Mogens Andersens ide. Værket består af tre gange fem kvadratiske trækasser (113 x 113 x 10 cm) bemalet med akrylmaling, der er ophængt som tre lodrette kolonner i kabler ude i rummet. Værket var fra begyndelsen tiltænkt netop dette rum – de kvadratiske trækasser afspejler de mange kvadrater i arkitekturen, de tre kolonner rummets mange hvide søjler, og en af de benyttede farver, den brun-gule, matcher bygningens mursten. Afstanden mellem disse to kolonner er nøje indtænkt i kompositionen, således at mellemrummene inddrages og får betydning.

Samtidig med indvielsen af Musikhuset i 1982, fandt en stor retrospektiv Soulages udstilling sted. Den fyldte med sine 54 værker først hele Kunstbygningen i Aarhus og blev ledsaget af et katalog med tekster af Mogens Andersen og Pierre Soulages. (Samtidig viste Aarhus Kunstmuseum værker af de andre kunstnere repræsenteret i Musikhuset, Mogens Andersen, Richard Mortensen og Jean Arp). Udstillingen vistes efterfølgende på Kunstpavillonen i Esbjerg og til slut på Charlottenborg i København, hvor danskerne jo oprindeligt blev introduceret til Soulages i 1950. I kølvandet fulgte mange fine anmeldelser. Berlingske Tidende roste kunstnerens sikkerhed: ”[…] maleren har også en sådan tro på sine indskydelser, at hans tillid næsten af sig selv forplanter sig til tilskueren. I billederne siger han, at det skal være netop på den måde og ikke så meget som et strøg anderledes. I sin kunst taler han til os med den videndes autoritet.”15 Informations anmelder fremhævede Soulages som ”en gammel kending og ven af Danmark”, ”Det både tunge og kropslige i hans brede strøg appellerer til vore begreber om håndværk og ærlighed og det poetiske i farvens dybe klange går os til hjertet.”16 Denne udstilling gav et bredt overblik og introducerede nogle af de nye outrenoir-malerier. I bagklogskabens lys er det pudsigt at læse denne bemærkning: ”Om den interesse for effekten af forskellige overfladestrukturer, som ses i en række sorte billeder fra de seneste år, rummer værdier udover de iøjnefaldende og dekorative, skal være usagt.”17 Et åbent spørgsmål – som i dag nok må besvares med, at netop disse malerier har skabt Soulages’ andet internationale gennembrud som en førende kunstner i vores samtid via hans implicitte forståelse af værkets interaktivitet.

Soulages’ værker er endvidere blevet vist på et væld af gruppe og temaudstillinger i Danmark, eksempelvis De Franske på Frederiksberg Rådhus i 1958, Fremmed Kunst i Dansk Eje på Louisiana i 1964, De frie kunstnere på Den Frie Udstilling og på Nordjyllands Kunstmuseum i 1974, Paris-København på Den Frie i 1981 og Dansk-Franske kunstforbindelser i det 20. århundrede på Sophienholm i 1996.

Ordrupgaards tidligere direktør, Hanne Finsen, mødte Soulages i 1950erne i Paris, og i hendes udstilling på Statens Museum for Kunst (i det daværende Anneks på Kastelsvej) i 1967, Hyldest til fransk kunst fra Courbet til Soulages, gav hun ham i titlen en fornem plads. Til sin Matisseudstilling i 1970 bad hun endvidere Soulages skrive en tekst til kataloget om Matisse, der også er en nøgle til forståelsen af Soulages’ egen kunst.

Nærværende udstilling på Ordrupgaard er priviligeret af at kunne vælge frit fra 60 års kunstneriske frembringelser. Den har aldrig været tænkt som en retrospektiv udstilling, den er ikke kronologisk, men alle Soulages’ væsentligste typer af maleriske kompositioner er alligevel repræsenteret.

Ordrupgaards udstilling er skabt specifikt til den nye særudstillingssal, med dens varierende loftshøjde, skæve vinkler og to svagt hældende vægge, og er næsten at betragte som en installation. Soulages er inderligt interesseret i arkitektur, og ophængningen og værkudvalget er skabt ud fra en model af salen, som han ofte har for vane.

Anne-Birgitte Fonsmark er således nu den tredje direktør for Ordrupgaard, der bidrager til at knytte Soulages til landet ved at iværksætte nærværende udstilling på Danmarks fransk-danske kunstmuseum par excellence. Ordrupgaard kan nu endelig i kraft af den nye tilbygning vise en Soulages udstilling, knap et kvart århundrede efter den forrige i landet.

NOTER

Soulages og Danmark

10. Garde, C.F.: ‘Den sorte farves mester’, in: Aarhus Stiftstidende, 4.7. 1982
11. Gauguin, Pola: ‘Den Franske Kunstner Pierre Soulages’, in: Ekstrabladet, 27.8. 1951
12. Engelstoft, Bertel: ‘En sort messe’, in: Politiken, 5.5. 1963
13. Bache, Renal: ‘Forskellige som nat og dag’, in: Aalborg Stiftstidende, 25.2. 1973
14. Raae, Paul: ‘I Aalborg forstår de at vise kunst’, in: Berlingske Tidende, 7.3. 1973
15. Jespersen, Gunnar: ‘Soulages’ enkle tegn’, in: Berlingske Tidende, 20.11. 1982
16. Sutton, Gertrud Købke: ‘Maleriet som poetisk oplevelse’, in: Information, 4.-5.12. 1982
17. Sutton, Gertrud Købke: Op.cit.